Thorsson.
Jeg skal ellers indrømme, at debatten om mit besøg i det islandske parlament, Altinget, har taget en drejning, som jeg ikke lige havde set komme. I begyndelsen handlede det mest om en håndfuld anarkistiske medlemmer fra Piratpartiet samt en enkelt socialdemokrat, der på grund af min person forlod stedet ved Thingvellir, da jeg på vegne af Folketinget skulle tale i anledningen af 100-året for den islandske selvstændighed.
Men nu gør det socialdemokratiske medlem af Altinget Guðmundur Andri Thorsson sit indtog i debatten med et indlæg i Information, og pludselig bliver hele beretningen om min tilstedeværelse sat ind i en historisk kontekst omhandlende forholdet mellem Island og Danmark gennem flere hundrede år, hvor Danmark fremstilles som en slags nådesløs koloniherre.
Meget sigende indledes indlægget med et citat af Thorleifur Repp, en »danskerhader« fra 1800-tallet: »Aldrig har nogen mand haft nogen som helst gavn af en dansk bog.«
Man kan have svært ved at se, hvordan det skulle fremme forståelsen mellem befolkningerne. Men det er måske heller ikke Thorssons ærinde.
Undervejs bliver jeg blandt andet fremstillet som en »stordani.« Det er sådan en arrogant dansker, der opfatter islændingene som børn, der enten er lydige eller uopdragne. Med andre ord som en gammeldags khaki-klædt koloniherre i Afrika. Jeg har været udsat for en del i mine 34 år i dansk politik, men aldrig er så underlige ideer blevet skudt mig i skoene.
Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal forholde mig til dem, da jeg endnu ikke var født, mens Island var en dansk koloni. Men jeg synes, at argumenterne lugter langt væk af ikke særlig klædelige mindreværdskomplekser. Handler det i virkeligheden om det?
Islandsk fædrelandskærlighed
Samtidig lægger Thorssons fortælling sig tæt op af den klassiske beretning, som en del efterkommere i kolonier rundt omkring i verden betjener sig af, og som desværre graver grøfter og belaster nulevende generationer med skylden for samtlige af fortidens forsyndelser – ting, som de nulevende hverken har lod eller del i, men som skal ’repareres’ gennem erstatninger eller undskyldninger. Hvad skal Danmark undskylde for? Det burde en socialdemokratisk islænding holde sig for god til.
Og når Guðmundur Andri Thorsson beskylder mig for »at skabe en atmosfære, hvor det anses som stuerent at antaste forbipasserende på grund af deres udseende eller påklædning, ikke mindst kvinder med tørklæder«, må jeg spørge mig selv, om han overhovedet aner, hvad han taler om?
Måske var det på sin plads at blive opdateret om udviklingen i andre socialdemokratiske partier i udlandet – for eksempel det danske? Hvor mange udlændinge har Island i øvrigt taget imod?
Jeg sætter meget stor pris på den islandske fædrelandskærlighed. Islændingene har meldt meget klart ud, hvordan deres samfund skal indrettes. Navneloven dikterer brugen af patronymer (som Thorsson og Gudmundsson) for alle, og en sprogkommission renser med kirurgisk præcision det islandske sprog fra enhver udenlandsk indflydelse. Politiet må for eksempel ikke hedde et fremmedord som ’politi,’ men hedder ’Lögregla’ (lov og orden), og et ’tastatur ’ hedder ganske enkelt ’knapbord’.
En lignende puristisk sprogpolitik har ikke engang Dansk Folkeparti nogensinde foreslået i Danmark. Hvis nogen vogter den nordiske ånd, er det netop Island, hvad jeg også nævnte i min tale. Men måske netop på den baggrund virker den islandske reaktion også en anelse hyklerisk – og hysterisk.
Hvorfor må kun islændinge være fædrelandskærlige? Og hvorfor har Guðmundur Andri Thorsson så travlt med at diktere, hvad en dansk politiker skal have lov til at mene om udviklingen i Danmark? Jeg kunne ikke drømme om at blande mig i islandsk politik.
Men jeg vil gerne understrege, at jeg var glad for at besøge Island – og at jeg ikke betragter en lille håndfuld islandske parlamentsmedlemmer som repræsentative for hele den islandske befolkning. Jeg opdagede ikke engang, at de forlod stedet. Islændingene kan med god grund fejre deres uafhængighed og deres dejlige land. Det var det, mit besøg handlede om. Forholdet mellem Island og Danmark er godt og præget af en positiv ånd.
Og – nå ja – så var der også lige Georg Metz og hans udødelige klumme. Det tager jeg med sindsro. Som en overvintret evighedsmaskine har Metz de sidste 23 år viet hovedparten af sin skribentvirksomhed til at bekæmpe mig – indtil videre uden det store held.
Også han har travlt med mit besøg i Island, men mest vred er han dog over, at jeg er Folketingets formand. Men som han selv sørgmodigt konstaterer: »Dette er, hvordan man end vender og drejer tingene, parlamentarismens konsekvens, og det må man jo så leve med, til man kreperer, eller DF en dag bliver afsløret«. Ja, og så er der vel i grunden ikke mere at sige til den sag."
Guðmundur Andri Thorsson og Illhuginn Jökulsson, sem skrifar Piu opið bréf á Stundinni, eru sýnishorn af íslenskum dónum og jólasveinum sem sem betur fer eru fremur sjaldgæfir meðal íslensku þjóðarinnar og þaðan af síður eiga þeir marga skoðanabræður meðal hennar.Sem betur fer því þá væri hér vandlifað.
Pia rassskellti Guðmund Andra verðskuldað fyrir hans fíflagang. Ég veit ekki hvort hún telur Illuga verðugan slíks umgangs en hann verðskuldar vissulega ámóta rassskellingu.